Kommuner, som inddrager fx virksomheder, læger og fagforeninger i sygefraværsindsatsen har næsten en femtedel færre tilfælde af langtidssygemeldte, der får forlænget deres sygedagpenge med op til et halvt år ud over den normale grænse for sygedagpenge, som er et år. Og de har knap 15 pct. færre tilfælde, hvor sygedagpengene bliver forlænget med op til et år.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) hæfter sig ved, at det kan lade sig gøre at begrænse det langvarige sygefravær:
- En ud af fem vender aldrig tilbage til arbejdsmarkedet efter et år på sygedagpenge. Det er skræmmende tal. Derfor glæder det mig, at en lang række kommuner har fundet en vej til at begrænse det lange sygefravær.
- Undersøgelsen viser, at det er nødvendigt at få alle aktører på banen. Det bekræfter kun, at den aktive linje i den sygefraværsaftale, vi indgik her i efteråret, er den helt rigtige, siger Claus Hjort Frederiksen.
Ankestyrelsen har afdækket kommunernes opfølgning på de lange sygedagpengesager, og kommunernes evne til at begrænse antallet af sygemeldte, der får forlænget deres sygedagpengeperiode. 93 kommuner har deltaget i undersøgelsen.
Udgangspunktet for undersøgelsen er de sager, hvor sygemeldte modtager sygedagpenge i mere end et år.
Den 1. april havde 15.000 sygemeldte fået forlænget deres sygedagpenge. Lidt over halvdelen havde fået forlænget deres sygedagpenge med et halvt år. Hver fjerde havde fået forlænget sygedagpengene i op til et år. Kun hver tyvende, hvilket svarer til knap 1.000 personer, havde fået forlænget deres sygedagpenge i mere end to år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.