
For første gang siden 2017 var det sidste år ikke Allerød, der havde landets laveste ledighedsprocent. I 2021 løb Skive med æren, fremgår det af nye statistiske efterretninger fra Danmarks Statistik, som har opgjort tallene for hele 2021.
Skives bruttoledighed endte på 2,0 pct. af arbejdsstyrken. Næstlavest ledighed var der i Allerød, Vejen og Ringkøbing-Skjern, alle med 2,2 pct.
Størst var ledigheden på Læsø med 6,8 pct., og det er nyt - tidligere har Ishøj ligget højest. Ishøj har dog fortsat den næsthøjeste ledighed sammen med Brøndby, begge kommuner ligger på 6,5 pct.
For landet som helhed er bruttoledigheden opgjort til 3,7 pct. af arbejdsstyrken i 2021. Dermed er ledigheden tilbage på niveauet før corona, som fik den til at stige midlertidigt. Tallet dækker over 312.300 personer, som i løbet af året var ramt af ledighed, og omregnet til fuldtidspersoner for hele året var der tale om 104.000 ledige.
Størst ledighed i København
Ledigheden i 2021 var højest i det, som Danmarks Statistik kalder Byen København, nemlig 4,8 pct., efterfulgt af Københavns omegn med 4,1 pct. I modsatte ende ligger Vestjylland med 2,6 pct. og Nordsjælland med 2,8 pct. ledige.
Faldet i ledighed i forhold til 2020 var størst på Bornholm og Fyn med henholdsvis 1,9 og 1,2 pct.
Blandt personer med anden oprindelse end dansk faldt ledigheden også, men mindre end i befolkningen som helhed, så deres andel af den samlede ledighed steg. Især ledige med oprindelse fra andre vestlige lande udgør nu en større andel end året før.
I faktiske tal var der ud af samtlige ledige med udenlandsk oprindelse flest ledige fra Tyrkiet, Syrien, Polen og Rumænien.
Find hele opgørelsen her (pdf).
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.