
FAABORG-MIDTFYN: Slagterigrunden og den tidligere Tulip-bygning i Faaborg har en nøglerolle i udviklingen af byen, og nu har Ankestyrelsen sagt god for en af kommunens planer for stedet.
Kommunen ønsker nemlig at omdanne Tulip-bygningen til et multifunktionelt opholds- og mødested i form af et "fødevarefællesskab" med både kommunale og private aktiviteter.
Man er i tæt dialog med ni virksomheder inden for fødevarebranchen, som er interesserede i at leje sig ind i det tidligere slagteri. De ønsker at leje godt 1.500 af bygningens godt 6.500 kvm, og derudover vil kommunen gerne udleje 400 kvm til et kontorfællesskab samt toilet- og badefaciliteter for virksomhederne, så det i alt bliver 32 pct. af bygningen, der udlejes til private virksomheder.
Resten skal bruges af kommunen til blandt andet kultur og måske et bibliotek samt mulighed for spisning, og der skal være passage gennem bygningen for at skabe sammenhæng mellem havnemiljøerne og bymidten.
Omdannelsen af bygningen vil kræve en ombygning for omkring 80 mio. kr. excl. moms, heraf en fjerdedel til erhvervslejemålene, dog håber kommunen at finde medfinansiering fra fonde og private investorer.
Lovligt at omdanne
Men må kommunen føre planen ud i livet uden at komme i konflikt med kommunalfuldmagten?
Ja, vurderer Ankestyrelsen i en forhåndstilkendegivelse, som kommunen via sin advokat har bedt om.
For det første var det lovligt, at kommunen købte bygningen i 2018 for at varetage en lovlig interesse i byudvikling af området og at skabe sammenhæng mellem bymidte og havn.
For det andet er det lovligt at renovere og ombygge bygningen og derefter udleje 32 pct. uden at skulle skille sig af med denne overkapacitet. Kommunen har en lovlig interesse i at få samlet en række aktiviteter i samme bygning, også selv om nogle af dem ikke er kommunale.
Det er dog en vigtig forudsætning, at kommunen opkræver markedsleje for erhvervslejemålene, og at lejerne selv skal bekoste fx istandsættelse af gulve, vægge og lofter, fastslår Ankestyrelsen.
Desuden er det afgørende, at der er tale om renovering og ikke nybyggeri. Opførelse af bygninger uden konkrete planer om at bruge dem til kommunale formål er nemlig ikke lovlige.
Læs hele udtalelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.