Sløve kommuner må gerne få et velment puf

Af Pia Kjærsgaard

Sidste onsdag indledte Kristian Thulesen Dahl og jeg vores landsdækkende turné, som de næste måneder skal bringe os rundt i samtlige valgkredse i Danmark. Foruden et debatmøde - som afslutter hvert besøg - vil vi traditionen tro komme rundt til en række institutioner, virksomheder og uddannelsessteder, og vi prøver at vælge dem ud fra det kriterium, at de gør en ekstra indsats for at gøre en forskel for Danmark og deres medmennesker.

Jeg holder meget af turnémøderne og den helt specielle kontakt med folk, som de giver muligheder for. Det meste af vores arbejde foregår på Christiansborg, og selv om vi naturligvis skal være på borgen, er det uhyre vigtigt også at komme ud at tale med de mennesker, vi som politikere faktisk er sat til at tjene. Det er ikke alene hyggeligt - det er også her, vi får rigtigt mange værdifulde input, som vi kan tage med os tilbage. Dansk Folkeparti ville ikke være noget uden denne vigtige kontakt.

I onsdags besøgte jeg blandt andet det beskyttede værksted Rødeled ved Præstø. Det er et pottemagerværksted, der foruden at have en funktion som beskyttet værksted, også er museum og producerende pottemagerværksted. Stedets brugere har psykiske handicaps, men de får gennem deres arbejde på Rødeled udbygget deres selvværd, hvilket har givet dem en større livsglæde.

En af medarbejderne, som jeg talte med, fortalte, hvordan hun havde været meget psykisk syg; bange for at tale med andre, og ude af stand til at føre en normal tilværelse. Men nu var det en stolt og veltalende kvinde, som viste rundt - og som med stor fornøjelse fortalte, at hun gennem sit arbejde har opnået to uddannelsescertifikater og i dag er med til at producere noget af det smukke keramik, som sælges fra Rødeleds butik.

Ingen automatik i førtidspension
Der findes lignende steder, som gør en fantastisk indsats for de mennesker, som af den ene eller anden grund ikke lige passer ind på tidens krævende arbejdsmarked. Hvis ikke Rødeled havde eksisteret, ville denne medarbejder måske have været på en psykiatrisk afdeling uden megen kontakt til omverdenen. Indsatsen er derfor vigtig. Vi har som samfund ganske enkelt ikke råd til at tabe mennesker på gulvet - hverken økonomisk eller menneskeligt.

Debatten bølger i øjeblikket frem og tilbage om velfærdssamfundets fremtid. Økonomerne har den store pegefinger fremme og siger advarende, at nu går det ikke længere. Der bliver færre til at forsørge flere og flere mennesker kommer på overførselsindkomst. Naturligvis skal vi ikke være naive. Velfærd koster - og derfor skal vi også være langt mere kritiske, når det kommer til anvendelsen af de offentlige midler. I Dansk Folkeparti vil vi pege på flere forskellige løsninger.

For det første bør ingen yngre mennesker automatisk blive parkeret på en førtidspension. Masser af både psykisk og fysisk handicappede mennesker tigger og beder faktisk om at komme til at yde en indsats. Som samfund er det vores pligt at inddrage dem i fællesskabet. Blot fordi et menneske har fået en diagnose for flere år siden, er det ikke ensbetydende med, at tilstanden varer ved.

Ros og incitament
Yngre førtidspensionister skal have langt bedre muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet i deres eget tempo, og det findes der flere forskellige modeller for. Èn af dem kunne eksempelvis være et beskyttet værksted eller et skånejob på nedsat tid. Enhver indsats skal påskønnes, og ingen skal føle sig mindreværdige, fordi de kun magter at arbejde på nedsat tid. Tværtimod skal de have ros og incitamenter til at gå endnu videre.

Det samme gælder ældre mennesker, som stadig gerne vil arbejde. Hvorfor skal de trækkes urimeligt i pension og efterlønsydelse, fordi de ikke kun vil sidde med hænderne i skødet? Ingen skal være til grin, fordi de ønsker at arbejde nogle år mere, men måske ikke helt overkommer den samme arbejdsmængde. De skal derimod tilbydes fleksible løsninger til, hvordan de kan bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil ikke alene være en samfundsmæssig og menneskelig gevinst, det vil også reducere sundhedsudgifterne til den enkelte, fordi livskvaliteten bliver højere.

Samtidig må vi tage skeen i den anden hånd, når det gælder om at få folk med anden etnisk baggrund integreret i det danske samfund. Af Velfærdskommissionens rapport fra 2006 fremgik det, at de har et uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt efterslæb, som koster det danske samfund cirka 33 milliarder kroner om året, og det er indlysende, at intet samfund har råd at lade så mange mennesker gå ledige. Den seneste aftale mellem Dansk Folkeparti og regeringen i marts er i den henseende et skridt i den rigtige retning.

Bryder mig ikke om straf
Indvandrere får med et nyt pointsystem mulighed for at opnå opholdstilladelse tre år tidligere, hvis de vel at mærke indsamler tilstrækkeligt med points som bevis for, at de lever som aktive medborgere i Danmark - at de uddanner sig, arbejder, lærer sproget, undlader at begå kriminalitet, melder sig ind i foreninger og i det hele taget engagerer sig i det danske samfund. Vi kalder det aktivt medborgerskab. Det er afgørende for velfærden, at folk udefra bliver en aktiv og bidragende del af det danske samfund gennem det aktive medborgerskab.

Endelig er der kommunerne. Jeg bryder mig egentlig ikke om tanken om at straffe de kommuner, som eksempelvis er dårlige til at få indvandrere i arbejde, fordi nogle kommuner rent erhvervsmæssigt har bedre betingelser end andre. Men sløve kommuner, som nægter at lytte til effektive kommuner, vil jeg til gengæld gerne give et velment puf. Virkeligheden viser, at mens nogle kommuner bruger for mange ressourcer på bureaukrati og administration, er der andre, som har effektiviseret. Hvorfor må de ikke danne skole for andre?

Danmark er stadig et land med store menneskelige og økonomiske ressourcer. Vi er et rigt samfund, og historisk har vi aldrig været bange for at tage fat. Jeg siger ikke, at fremtiden ikke byder os på store udfordringer, men jeg afviser økonomernes dommedagsvisioner. Til gengæld kommer vi ikke uden om, at vi alle skal være med til at bevare velfærdssamfundet, og at vi skal blive meget bedre til at udnytte det eneste råstof, vi har: En veluddannet og flittig befolkning. Velfærd kræver deltagelse fra alle.

Partileder Pia Kjærsgaard (DF).