Efter 27 år i Dansk Folkeparti forlader tidligere næstformand Søren Espersen partiet. Det skriver han på Twitter lørdag morgen.
- Jeg melder mig i dag ud af Dansk Folkeparti, som jeg har været medlem af i 27 år. Der er mange årsager til min beslutning. Jeg siger tak for godt kammeratskab med rigtigt mange DF'ere, som jeg har mødt gennem årene - og ønsker dem alt godt, skriver han.
Søren Espersen fortsætter i Folketinget som løsgænger. Det siger han til Berlingske lørdag morgen. Allerede fredag i sidste uge meddelte Søren Espersen, at han overvejede sin fremtid. Det sagde han på dagen, hvor tidligere formand Kristian Thulesen Dahl meldte ud, at han ikke genopstiller for Dansk Folkeparti ved næste valg.
- Jeg er bestemt ikke afklaret, og jeg er blevet taget lidt på sengen af Kristians meddelelse. Men jeg gør mig mine overvejelser, og det er meget svært, for jeg har været med næsten lige så længe som partistifterne, og derfor er det voldsomt for mig lige pludselig at skulle foretage sådan et valg, lød det fra Espersen.
Espersen afviser ikke over for Berlingske, om han overvejer Danmarksdemokraterne.
- Det er jo så lidt, vi ved om det parti, og jeg synes, at det, som jeg har brug for nu, er simpelthen bare lige et pusterum, fordi det har været så følelsesbetonet for mig med denne her udmeldelse, og fordi jeg har været medlem af det her parti fra starten, siger han til Berlingske.
Søren Espersen sidder på en række ordførerposter i Dansk Folkeparti. Han er blandt andet beredskabs-, udenrigs- og grundlovsordfører. Han har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2005.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.