
SORØ: Vicekommunaldirektør i Sorø, Andreas Jegstrup, fratræder sin stilling fra dags dato. Det oplyser kommunen her til formiddag.
- Sorø Kommune og Andreas Jegstrup er blevet enige om ikke at fortsætte samarbejdet. Der er derfor indgået en fratrædelsesaftale med Andreas Jegstrup, oplyser Henning Daugaard, som 1. december tiltrådte som kommunaldirektør.
Dermed skrives endnu et kapitel i et turbulent halvår i Sorøs øverste ledelse.
I august afslørede DR, at daværende kommunaldirektør Søren S. Kjær havde brugt kommunens kreditkort til private indkøb. Han sagde selv op, men efterfølgende valgte kommunalbestyrelsen at melde ham til politiet.
Andreas Jegstrup blev derefter konstitueret i stillingen, indtil Henning Daugaard blev hentet til jobbet fra et direktørjob i Frederiksberg Kommune.
Det fremgår ikke, hvad baggrunden er for vicekommunaldirektørens exit.
Udover det nu ledige job er også stillingen som økonomi- og personalechef ledig fra 1. januar. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at forlænge processen forud for de to nyansættelser, idet det giver mulighed for at vurdere, om der skal ske tilpasninger i stillingsindholdet for de to stillinger, oplyser kommunen.
Andreas Jegstrup kom til kommunen i april fra et job som rådgiver ved Nexus Interim Management, og han har tidligere været økonomi- og socialdirektør i Ringsted i ni år og økonomi- og ældrechef i København i fem år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.