En sprogkonsulent blev forskelsbehandlet, da han blev fyret fra sit job på et sprogcenter, mens han havde tjenestefrihed til at passe sin alvorligt syge søn. Det var ikke noget argument, at der skulle skæres i bemandingen. Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort.
Sprogkonsulenten søgte i januar 2018 om tjenestefrihed til at passe sin da 15-årige søn, som led af svær OCD, ADD, angst og tourette, og som ikke var i stand til at forlade hjemmet og møde andre mennesker. Senere fik faren pasningsorlov med bevilget tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, og den blev senere forlænget.
I september 2019 meddelte faren sin leder, at sønnen så småt havde det bedre, men at det endnu var uvist, hvornår han kunne vende tilbage til sit job. Et par dage efter kontaktede lederen ham og fortalte, at der skulle foretages afskedigelser, og at hun ikke kunne undgå at kigge på den lærer, som var vikar for ham. Hvis det blev nødvendigt at afskedige ham, ville der heller ikke længere være en plads til faren.
Sidst på måneden fik han en skriftlig opsigelse med begrundelsen, at en hastig nedgang i antallet af mennesker, der skulle modtage sprogundervisning, betød bortfald af opgaver.
Optog telefonsamtale
Sprogkonsulenten ringede til lederen og optog telefonsamtalen. Her sagde lederen, at én medarbejder ikke kunne opsiges, fordi hun var tillidsrepræsentant, og så var der fire andre tilbage, der kunne opsiges.
”Så det vil sige, at der er fire tilbage, og så kan man sige, ville det være fair, altså hvis man sådan skal se realistisk på det også? De har knoklet med det som sådan nogle bæster, ikke? I de her par år. Skulle vi så vælge en af dem? Det er jo heller ikke fair. Det ville jo heller ikke være fair," sagde hun.
I sin afgørelse fastslår Ligebehandlingsnævnet for det første, at sønnens sygdom skal opfattes som et handicap, og at faren derfor er omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven. Sprogcentret havde argumenteret for, at der ikke var tale om et handicap, men sygdom.
For det andet vurderer nævnet, at udtalelserne i telefonsamtalen om, at kollegerne havde knoklet som bæster, "gav anledning til at formode", at klageren havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det var derefter op til sprogcentret at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, og den bevisbyrde havde centret ikke løftet, mener nævnet.
Derfor fik sprogkonsulenten medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 370.000 kr. svarende til omkring ni måneders løn.
Hele afgørelsen kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.