Statsrevisorerne kritiserer mandag Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab for ikke at finde en midlertidig løsning på problemer med olie- og kemikalieforurening på havet.
Formand for Statsrevisorerne Mette Abildgaard (K) langer ud efter beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
- Det har været kendt i årevis, at Danmarks beredskab til at bekæmpe forurening på havet er så dårligt, at vi ikke overholder loven.
- Nu kan vi konstatere, at beredskabsministeren har opgivet at finde en løsning på, at Danmark ikke lever op til sine forpligtigelser, indtil man får nye skibe om seks år. Det skal vi have en forklaring på, siger hun i en skriftlig kommentar.
Den kontante kritik kommer efter et såkaldt opfølgende notat på en sag, der har kørt i nogle år.
For to år siden rettede Statsrevisorerne skarp kritik mod Forsvarsministeriet, der dengang havde ansvaret for at sikre havene mod forurening med olie og kemikalier.
Siden er ansvaret for at bekæmpe forureningen overgået til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Rigsrevisionen skriver i notatet, at ministeriet har konkluderet, at det ikke var muligt at finde midlertidige alternative alternativer til den langsigtede løsning, som allerede er fundet.
Nye miljøskibe på vej
Med delaftalen om en flådeplan under forsvarsforliget fra 2024-2033 er der indgået en politisk aftale om, at Danmark skal anskaffe fire nye havmiljø- og minelægningsskibe. De skal erstatte de fire nuværende miljøskibe.
Ifølge ministeriet skal de nye skibe bidrage til, at Danmark kan efterleve gældende lovgivning og internationale forpligtelser på havmiljøområdet.
Problemet er bare, at de nye skibe måske først bliver leveret så sent som i 2032. Indtil da er der altså ikke tænkt i alternative løsninger til at bekæmpe forureningen.
- Der er dermed ikke fundet en midlertidig løsning på problemerne med beredskabet, sådan som forsvarsministeren stillede i udsigt i ministerredegørelsen, fordi en løsning ikke kunne vente til 2032.
- Rigsrevisionen kan konstatere, at beredskabet derfor frem til anskaffelsen af nye skibe ikke kan forventes at leve op til lovgivningen og internationale anbefalinger. Rigsrevisionen finder dette kritisabelt, men vurderer samtidig, at denne del af sagen ikke kan bringes videre, skriver Rigsrevisionen i notatet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











