VEJLE OG ODENSE:Beboere i ghettoer lever mere usundt end beboere i velstillede villakvarterer. Men nu udvælges socialt belastede boligområder i Kroatien, Storbritannien, Spanien, Italien, Norge og Danmark, hvor lokale ressourcestærke beboere skal uddannes til at være sundhedsrådgivere for familierne i området og bygge bro mellem de forskellige sammenhænge, områdets børn færdes i, oplyser University College Lillebælt.
Groft sagt går projektet ud på at supplere sundhedsapostlenes generelle råd og møde beboerne i øjenhøjde, så sundhed bliver meningsfuld i et lokalt perspektiv.
EU-projektet 'Sunde børn i sunde familier' er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og sundhedsforvaltninger i de deltagende lande, det Syddanske EU-kontor, med University College Lillebælt som tovholder. Projektet, der har fået 5,6 mio. kroner i EU-støtte, har et samlet budget på 9,2 mio. kroner og løber over tre år.
Projektet afprøver som noget nyt en inddragende tilgang, som er udtryk for en 'ydmyg' indstilling til den målgruppe, projektet sigter mod.
- De lokale sundhedsrådgivere skal i løbet af det første år undervises i sundhedsfremme, men bliver ikke påduttet en bestemt definition af, hvad sundhed er. Det er vigtigt for projektets succes, at deltagerne er med til at afklare de lokale behov, så de aktiviteter, der sættes i gang, giver mening lokalt, fortæller projektkonsulent Kristian Mondrup, der har været medudvikler på projektet.
Det er tanken, at de lokale sundhedsrådgivere skal hjælpe den enkelte familie med at løse sundhedsproblemer som fx fedme, når de opstår i skolen eller andre dele af netværket. Men de skal også sætte aktiviteter i gang i lokalsamfundet i samarbejde med andre uformelle ressourcenetværk som fx sportsklubber, religiøse foreninger og etniske organisationer.
Den danske del af projektet foregår i boligområderne Vollsmose i Odense og Løget i Vejle. Her vil projektlederne indledningsvis afdække, hvilke aktiviteter der allerede foregår i områderne, og hvilke ressourcepersoner der er. En innovationsdag for mulige samarbejdspartnere er også på tegnebrættet, inden de personer, som skal indgå i sundhedsrådgiverteamet, udvælges.
- Vi forventer at uddanne 12-15 personer i hvert boligområde ad gangen, og med to runder ender vi med ca. 25 hvert sted, forklarer Kristian Mondrup, fra University College Lillebælt.
Projektet skydes i gang 1. februar 2010 og slutter ved udgangen af 2012.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.