RANDERS / AALBORG / HOLBÆK: Tre kommuner med tre nye initiativer har alle det samme mål: Flere sundhedsfaglige medarbejdere skal forblive i arbejde i på ældreområdet, når de når efterløns- og pensionsalderen. Det skal afhjælpe den mangel på blandt andet sosu’er, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter, som kommuner landet over i øjeblikket kæmper med.
I Randers Kommune ønsker man konkret at tilbyde midlertidige stillinger i spidsbelastningsperioder til tidligere medarbejdere, der ellers var gået på pension. Derfor udbydes der nu stillinger som vikarer og afløsere til tidligere ansatte. Det skal forlænge deres tilknytning til deres tidligere arbejdsplads samtidig med, at de kan aflaste kommunen i eksempelvis ferieperioder. Arbejdet kan foregå på de afdelinger, de tidligere var ansat ved, eller et helt nyt sted ved kommunen.
Med muligheden for at tjene op til 120.000 kr. ved siden af folkepensionen uden modregning og med lignende muligheder for personer på efterløn skal dette fungere som en attraktiv mulighed for seniorer, der savner arbejdslivet.
Ekstra bonusser
En lignende indsats er sat i gang i Aalborg, hvor målgruppen dog er personer, der endnu ikke er gået på pension eller efterløn. 2,5 mio. kr. skal blandt andet bruges på fleksible arbejdstider med begrænset lønnedgang for seniorer i arbejde på ældreområdet. Med det kommer der til at følge bonusser for hvert år efter efterlønsalderen, hvor man fortsat er i arbejde.
Bonusserne starter ved 10.000 kr. for det første år efter, at man kan gå på pension og stiger med 5.000 kr. per år derefter med et maksimium på 30.000 kr. i alt. Målet er at gøre det attraktivt for flere seniorer at vælge arbejdet over efterløn i en årrække, så de bliver længere tid på arbejdsmarkedet.
Også i Holbæk vil man gøre en indsats for at fastholde flere på ældreområdet i arbejde. Arbejdet starter med et nyt kommissorium nedsat til at undersøge kommunens muligheder for at understøtte, at flere ældre bliver på arbejdspladsen, og at flere vælge at uddanne sig indenfor fag, der er relevante på ældreområdet.
Kommissoriet kommer blandt andet til at bestå af borgmesteren, der bliver formand, samt repræsentanter frablandt andet Udvalget for Ældre og Sundhed, Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv, FOA, Ældresagen og Ældrerådet. De vil undersøge, hvad kommunen kan gøre for at opnå de ca. 200 ekstra medarbejdere, som der vil være brug for på ældre- og sundhedsområdet i 2028. Et af delmålene er blandt andet at styrke fastholdelsen af medarbejdere.
pl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.