
VARDE: Med 209 stemmer blev Sarah Andersen onsdag aften valgt som Venstre bud på en ny borgmester i Varde, mens hendes modkandidat, Preben Friis-Hauge, fik 141 stemmer. Det skriver JydskeVestkysten.
Der skulle vælges ny borgmesterkandidat, fordi den siddende Venstre-borgmester, Mads Sørensen, ikke ønsker at genopstille. Venstre er det største parti i byrådet og har siddet tungt på borgmesterposten siden kommunalreformen.
Den nye borgmesterkandidat er 50 år og arbejder til daglig som sygeplejerske på Esbjerg Sygehus. Hun har siddet i byrådet siden KV17 og er formand for kommunens social- og sundhedsudvalg. Desuden sidder hun også i regionsrådet, hvor hun i en periode vikarierede som formand for psykiatri- og socialudvalget.
Hun vandt over 63-årige Preben Friis-Hauge, som er major på Oksbøl Kaserne. Han har været folkevalgt siden 1998, først i Ølgod Kommune, og er formand for kommunens plan- og teknikudvalg. Også han sidder i regionsrådet, ligesom han er folketingskandidat for Venstre i Varde.
Efter valget takkede Sarah Andersen sin rival for en god valgkamp.
- Vi respekterer hinanden, også selv om vi står for noget forskelligt, sagde hun ifølge JydskeVestkysten, som også kan fortælle, at den nyvalgte borgmesterkandidat nu tager orlov fra sit job for at fokusere på valgkampen.
Den skal bl.a. føres mod Sandie Eis Ravn fra Socialdemokratiet, som tirsdag blev valgt som borgmesterkandidat i en urafstemning.
Liberale værdier ind med jerseymælken
I en af mange præsentationsvideoer på sociale medier lancerede Sarah Andersen sig på forhånd som "Venstres bud på en sund borgmester", der er optaget af velfærd, men også af, hvad kommunen skal leve af i fremtiden.
- Erhvervslivet, landbruget, turismen og ikke mindst den grønne omstilling skal blinke i neon, siger hun og tilføjer:
- Jeg er rundet af en opvækst på landet, hvor jeg har fået de liberale værdier ind med jerseymælken. Jeg kender om nogen til begrebet om, at man skal yde, før man kan nyde. Velfærdspolitik er ikke en gratis omgang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.