
Der er fortsat stor utilfredshed med arbejdsvilkårene blandt landets sygeplejersker.
Derfor nedlagde hundredvis af sygeplejersker onsdag morgen arbejdet i en time for at give udtryk for den frustration, som også i sommer førte til ti ugers strejke.
Det fortæller Luca Pristed, der er talsperson for de strejkende sygeplejersker.
- Efter ti ugers strejke kom der et lovindgreb. Men det løste ikke de problemer, vi prøver at råbe op om.
- Så vi føler stadig et behov for at råbe politikerne op om de problemer, vi har i det danske sundhedsvæsen. Vi mister kolleger hele tiden. Vi mangler sygeplejersker på de danske hospitaler, og det begynder at være farligt at være patient, siger han.
Mindst 13 hospitaler
Sygeplejersker fra mindst 13 af landets hospitaler deltog i onsdagens arbejdsnedlæggelse.
Omkring 300 fra hvert hospital deltog. Også andre faggrupper som læger og jordemødre deltog for at vise deres sympati.
Det er betydeligt flere deltagere end til de punktstrejker, der tidligere har været. Her var det især på Herlev Hospital og Aalborg Universitetshospital, at arbejdet i korte perioder blev nedlagt.
Har sygeplejersker fri i det tidsrum, arbejdsnedlæggelsen varer, kan de frit deltage.
Men er de på vagt, er det en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, understreger Dansk Sygeplejeråd (DSR), fagforening for landets sygeplejersker.
Der kan kun strejkes, når det er varslet af fagforeningerne i forbindelse med forhandling af nye overenskomster.
Derfor tager fagforeningen skarpt afstand fra arbejdsnedlæggelserne. I stedet opfordrer den i en meddelelse til, at arbejdet holdes normalt.
"DSR beder medlemmer om at kæmpe for sundhedsvæsenet og den fælles velfærd sammen med os med lovlige midler - og ikke overenskomststridige aktioner", lyder det.
Arbejdsretten har flere gange pålagt sygeplejerskerne at genoptage arbejdet i forbindelse med tidligere korte arbejdsnedlæggelser.
Patientforening er bekymret
Coronapandemien og sygeplejestrejken har skabt en pukkel i det danske sundhedsvæsen.
Og det bekymrer patientorganisationen Danske Patienter. Derfor har den sendt en opfordring til blandt andet sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Her lyder det, at parterne bør samarbejde om at finde løsninger på, hvordan den samlede kapacitet i sundhedsvæsnet bedre kan udnyttes for at afvikle puklen.
Formand Klaus Lunding siger til DR, at han ikke mener, der er nogen vej uden om at finde flere penge til sygeplejerskerne.
- Hvis vi skal afvikle nogle pukler, skal det jo ske ved en ekstraordinær indsats. Og der bliver man nødt til at honorere dem, der skal levere den ekstraordinære indsats, for, siger han.
Mindst disse 13 hospitaler deltog i arbejdsnedlæggelser:
- Rigshospitalet.
- Aalborg Universitetshospital.
- Aarhus Universitetshospital.
- Silkeborg Sygehus.
- Randers Sygehus.
- Nykøbing Falster Sygehus.
- Vejle Sygehus.
- Kolding Sygehus.
- Odense Universitetshospital.
- Roskilde Hospital.
- Køge Hospital.
- Herlev Hospital.
- Amager Hospital.
Tusindvis af sygeplejersker strejkede fra 19. juni og ti uger, indtil regeringen greb ind i konflikten. Her blev der vedtaget en lønstigning på niveau med andre ansatte i kommuner og regioner.
Derudover blev der nedsat en komité, der skal se på lønforholdene for offentligt ansatte.
Strejken blev udløst, efter at sygeplejerskerne ad to omgange i år stemte nej til en ny overenskomst for perioden 2021-2024. De var ikke tilfredse med de lønstigninger, de var stillet i udsigt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.