BORNHOLM: Det bliver ikke med Bornholms borgmester, Thomas Thors (S), i spidsen, at Socialdemokratiet skal forsøge at rejse sig efter partiets tilbagegang på øen.
Ved tirsdagens valg blev partiet mindre end Enhedslisten og mistede borgmesterposten til De Konservative. Socialdemokratiet gik tilbage fra otte til fire mandater, og selv om Thomas Thors fik et af dem, vil han ikke gøre brug af det. Han vil i stedet give pladsen videre, skriver TV2 Bornholm.
- Jeg vil anmode kommunalbestyrelsen på det konstituerende møde den 9. december om at godkende mit ønske om ikke at indtage min plads i KB efter 1. januar, siger han i en pressemeddelelse.
Det vil i så fald gøre plads til Karen Lynn Jacobsen, der fik 152 personlige stemmer ved valget. 756 satte kryds ved Thomas Thors.
- Jeg vil ønske borgmester Jacob Trøst (K) og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer al mulig held og lykke med deres virke for Bornholm i de kommende år, lyder det fra Thomas Thors ifølge TV2 Bornholm.
Det samme i Ishøj og på Læsø
Samme melding kom torsdag fra Ishøjs siddende borgmester, Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten. Han blev også genvalgt, men mistede borgmesterposten og vil sige farvel til byrådet.
Også Læsøs borgmester, Karsten Nielsen (V), vil bede om lov til at slippe for at indtræde i det nye byråd fra nytår. Han havde opfordret vælgerne til ikke at stemme på sig, efter at han havde trukket sig som borgmesterkandidat for sent til at blive slettet fra listen, men blev alligevel valgt ind.
Thomas Thors (S) blev i år borgmester, da han afløste Winni Grosbøll, der fik job som direktør i Friluftsrådet efter at have været borgmester siden 2010. Han var fra 1996 til 2003 borgmester for Rønne Kommune. Siden blev han den første borgmester for den nye Bornholms Regionskommune. Det var han indtil 2005 - og altså igen fra 2021.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.