GREVE: Det var brug af et kommunalt kreditkort til private indkøb, der mandag kostede Greves kommunaldirektør Claus Thykjær en tjenestefritagelse som indledning til en afskedigelse, skriver DR.
Tjenestefritagelsen blev besluttet på ekstraordinært byrådsmøde mandag, efter at DR Nyheder havde stillet kommunen spørgsmål til en række af privatindkøbene. Hverken borgmester Pernille Beckmann (V) eller den hjemsendte kommunaldirektør ønsker dog at svare på, om privatindkøbene er den direkte årsag til hjemsendelsen.
Byrådets begrundelse for at indlede afskedigelsessag mod kommunaldirektøren er blot, at "byrådet ikke længere har den fornødne tillid til kommunaldirektøren som overordnet ansvarlig for Greve Kommune".
Ishockey og Irma
Claus Thykjær har erkendt, at han har brugt kommunens kreditkort privat til blandt andet biletter til ishockey, indbetaling via MobilePay-tjenesten samt indkøb for 2.300 kr. i Rema1000, Irma og Circle K.
Direktøren har også erkendt at have brugt kommunens kreditkort privat i forbindelse med en konference, der blev afholdt i Nashville, USA. Her betalte kommunen 1.385 kr. for konferencebilletter til kommunaldirektørens hustru.
Ifølge kommunaldirektørens forklaring til DR er der i alle tilfælde tale om fejl, da han har forvekslet kommunens kreditkort med sit eget, private kort. Banken, der har udstedt kreditkortene, er den samme, har han forklaret. Han har tilbagebetalt sit private forbrug.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.