Alle ukrainere, som har søgt om ophold i Danmark efter særloven - den såkaldte ukrainerlov - får fra onsdag adgang til nødvendige sundhedsmæssige ydelser, mens deres ansøgning bliver behandlet. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi står i en særlig situation, hvor en lang række fordrevne fra Ukraine venter på at få midlertidig opholdstilladelse i Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Der er behov for at sikre, at de får de nødvendige sundhedsmæssige ydelser for eksempel behandling for kroniske sygdomme og smertelindrende tilbud i perioden, indtil de opnår midlertidig opholdstilladelse. Derfor udvider vi nu retten til nødvendige sundhedsmæssige ydelser, siger han.
Mangel i særloven
Det er en ny bekendtgørelse, som hjælper ukrainerne. Baggrunden for bekendtgørelsen er, at der i særlov ikke var taget højde for lægehjælp. Det hul skal bekendtgørelsen nu dække.
Ministeriet oplyser, at bekendtgørelsen gælder ukrainere, som er indkvarteret både privat, kommunalt eller på eksempelvis et asylcenter. Ukrainere, som er indkvarteret på et asylcenter, får behandling hos den læge, der er tilknyttet stedet.
For ukrainere, der bor privat eller i kommunalt regi, skal detaljerne først falde på plads. Sundhedsministeriet vil indlede en dialog om det med KL, Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), oplyser ministeriet.
Det glæder PLO's formand, Jørgen Skadborg.
- Det er vigtigt, at vi har tydelige lægehjælpstilbud til de ukrainske flygtninge. Derfor er jeg også stolt af de mange praktiserende læger, der har sørget for frivillig lægehjælp. At der nu er en bekendtgørelse, er helt på sin plads, og jeg ser frem til, at vi i PLO kan fortsætte med at hjælpe flygtningene under mere ordnede forhold, siger han i en skriftlig kommentar.
Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, at der ikke bliver tale om lægehjælp på niveau med det tilbud, som almindelige danskere får. Den fulde sygesikringspakke bliver først tilgængelig, når en ukrainer har fået opholdstilladelse efter særloven, er blevet udstyret med eget cpr-nummer og et gult sundhedskort. På det tidspunkt vil ukraineren være helt ligestillet med danskere.
Med "nødvendige sundhedsydelser" forstås en behandling, der er "smertelindrende eller uopsættelig". Sidstnævnte betyder, at den pågældende ukrainer er så syg og dårlig, at behandling ikke kan vente, til vedkommende har fået opholdstilladelse eller er rejst hjem.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.