
VARDE: Der bliver ikke nogen tilsynssag mod Varde Kommune for at have hængt en borger ud med navn i en dagsorden. Ankestyrelsen vurderer ikke, at kommunen har begået juridiske fejl, der giver anledning til at rejse en sag, skriver JydskeVestkysten, som har fået aktindsigt i afgørelsen.
Som tidligere omtalt var der tale om en pensioneret advokat, som løbende kontaktede kommunen om en masse sager. Derfor var der i februar i år et punkt på økonomiudvalgets dagsorden med titlen "Håndtering af mange henvendelser fra borger", hvor der blev lagt op til at bruge 100.000 kr. på at lade en kontaktperson "med brede skuldre" håndtere henvendelser fra ham på tværs af organisationen.
"Henvendelserne ledsages hyppigt af en række spørgsmål, og en række af disse spørgsmål ledsages hyppigt af nedladende kommentarer fra den pågældende borger. En række medarbejdere har som følge heraf været meget påvirket", lød det i sagsfremstillingen, hvor der blev sat navn på borgeren.
Det gav anledning til stor debat, hvor en række politikere anklagede kommunen for gabestokmetoder.
Kommunaldirektør Mogens Pedersen siger til JydskeVestkysten, at han er tilpas med afgørelsen, men at han tager forårets debat til efterretning. "Måske har vi fået juridisk medhold, men det ændrer ikke på, at vi ud fra et ordentligheds- og værdimæssigt syn ikke greb tingene an på den rigtige måde i februar. Det vil ikke komme til at ske igen," siger han.
Selv om Ankestyrelsen ikke rejser sag, har Datatilsynet ifølge avisen afgjort, at der var tale om et brud på persondatasikkerheden, hvilket kommunen selv valgte at anmelde.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.