Forbliver smittesituationen under kontrol, kan dansk økonomi opleve nogle af de største stigninger i mange år. Det vurderer formandskabet for De Økonomiske Råd, i daglig tale kendt som de økonomiske vismænd.
I en ny rapport vurderer vismændene, at det danske bruttonationalprodukt, der fortæller noget om størrelsen af et lands økonomi, i år ventes at vokse med 2,9 pct. Det ventes at blive fulgt op af en vækst på 4,3 pct. i 2022.
De vækstrater vil være blandt de højeste i mange år. Væksten til næste år kan faktisk blive den hidtil største i dette årtusind. Den ære har 2006 foreløbig med en vækst på 3,9 pct.
De optimistiske udsigter skal dog ses i lyset af coronapandemien, som sidste år gjorde, at dansk økonomi gik tilbage med 2,7 pct.
- Dansk økonomi blev hårdt ramt af pandemien, men under forudsætning af at smitten holdes under kontrol, er de økonomiske udsigter lovende. Der er derfor ikke behov for mere efterspørgselsdrivende politik, siger Carl-Johan Dalgaard, der er overvismand, i en pressemeddelelse.
Flere lempelser kan gøre skade
Vismændene anbefaler heller ikke yderligere lempelser af finanspolitikken. En årsag til det er, at økonomien, herunder ledigheden, er begyndt at nærme sig niveauet fra før pandemien.
- Som tingene ser ud nu, er der en mærkbar risiko for, at yderligere lempelser vil kunne gøre mere skade end gavn, siger Carl-Johan Dalgaard.
På arbejdsmarkedet venter vismændene, at nettoledigheden ved slutningen af 2021 vil blive udgjort af 103.000 personer. Det vil være et fald fra 120.000 personer et år tidligere. Faldet ventes at fortsætte ind i 2022, hvor vismændene ved udgangen af året spår 81.000 nettoledige.
Nettoledigheden dækker over antallet af ledige på dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, der er klar til at tage et job. Ledige i aktivering tæller ikke med.
Vismændene mener ikke, at der er behov for indgreb på boligmarkedet.
- Vi er enige i, at der er behov for skærpet opmærksomhed, men vurderer ikke, at der endnu er et akut behov for indgreb, siger Dalgaard.
Find rapporten her.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.