Af Geert Jørgensen, LOS
Barnets reform og ændringer i godkendelse og tilsyn med opholdssteder
Partierne omkring satspuljen offentliggjorde den 8. oktober aftalen vedrørende Barnets Reform. Reformen indeholder en lang række forhold omkring anbringelse af børn og unge. I LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud - hilser vi blandt andet udsigten til en styrkelse af barnets rettigheder og den tidlige indsats, det personrettede tilsyn med de anbragte børn og unge, forældreindsatsen og efterværn velkommen. Man kan så diskutere hvor meget reform, der er over det, og om ambitionsniveauet er højt nok.
Her vil jeg fokusere på de dele af aftalen, der handler om godkendelse og tilsyn med private tilbud. Det er med stor glæde, at vi i LOS ser, at man langt om længe efterkommer LOS' mangeårige ønske om en ankeinstans for private tilbud, gennem adgangen til at klage over kommunale afgørelser til Det sociale Nævn. En ankeinstans har stået på LOS' ønskeliste siden Landsforeningen blev stiftet i 1992. Gang på gang har LOS påpeget, at der var urimeligt store forskelle på de vilkår, man kunne drive private opholdssteder og botilbud efter - uanset om kompetencen til godkendelse og tilsyn lå i amterne eller kommunerne.
Pas på fleksibiliteten
Dette er ikke noget LOS har påpeget alene. Det fremgik også af en større rapport, som Udviklings- og Formidlingscentret for Socialt arbejde med Unge i forbindelse med KABU-projektet lavede for Socialministeriet i 2005. Heri anbefalede man, helt på linje med LOS, et centralt tilsyn. Derfor var LOS da også modstandere af, at kommunerne i forbindelse med Strukturreformen skulle have opgaven. LOS fandt det problematisk at skulle gå fra 14 forskellige fortolkninger og lokale regelsæt til 98 forskellige.
LOS bakker op om en opkvalificering af tilsynet, men når det gælder de foreslåede ændringer i forbindelse med godkendelse og tilsyn i Barnets Reform, står vi tvivlende overfor konsekvenserne for de private tilbuds muligheder for at fastholde den brede vifte. LOS vil derfor arbejde på, at der gennem en revideret betænkning og vejledning udarbejdes tilstrækkelige rammer for i højere grad at sikre de private tilbuds muligheder og fleksibilitet.
Tanken med indførelsen af en ankeinstans er blandt andet at sikre en mere ensartet godkendelsespraksis i kommunerne. Selv om LOS som sagt er glade for den foreslåede ankemulighed, står vi dels tvivlende over for, om hvorvidt det er gennem klagesager i de sociale nævn, at der skal gennemføres en større ensartethed i driftsvilkårene for de private tilbud landet over. Dels er vi usikre på, hvor dybt de sociale nævn vil gå i de enkelte klagesager. Uanset hvad, vil det efter LOS' opfattelse sandsynligvis vise sig at være en tung og bureaukratisk måde at få skabt en ensartet praksis i alle landets 98 kommuner.
Én myndighed at foretrække
LOS ønsker fortsat en central godkendelses- og tilsynsinstans. Der bør kun være en myndighed, der fastsætter og udmønter retningslinjerne for godkendelse. LOS har i øvrigt også svært ved at se, at der netop ved godkendelse og tilsyn med private tilbud skulle være brug for det kommunale selvstyre. Retssikkerhedsmæssigt bør alle private tilbud arbejde inden for de samme rammer, hvad de ikke gør i dag. Man kan også diskutere om det kun er de private tilbud, der skal have eksternt tilsyn eller om der burde indføres eksternt og uvildigt tilsyn med både private og offentlige tilbud. I dag ligger ansvaret for regioner og kommuners tilsyn hos dem selv.
Når vi ser os om i vores nabolande, arbejder man da også i langt højere grad på en centraliseret godkendelses- og tilsynsinstans. I Norge og Sverige arbejder man sågar med at indføre en statslig tilsynsenhed, der ikke bare arbejder indenfor børne- og ungeområdet, men også samler tilsynet på ældre og helseområdet - offentligt som privat. Hermed venter man at opnå en stærk ekspertise omkring kvalitet og faglighed i såvel tilsynet som de tilbud, der føres tilsyn med.
I den sammenhæng er det også glædeligt, at man i arbejdet med Barnets Reform har fokus på akkreditering og lignende kvalitetsmodeller, på trods af at man tilsyneladende har opgivet det storstilede fokus på kvalitet i sociale ydelser, der oprindelig lå i Kvalitetsreformen.
Geert Jørgensen, direktør i LOS, Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.