
ODSHERRED: Der er grove hug til Odsherred Varmes direktion og især den tidligere økonomidirektør i en redegørelse, som Bech-Bruun har om ledelsesansvaret i kommunens varmeskandale.
"Det er vores vurdering, at direktionen havde hovedansvaret for, at der ikke blev udarbejdet et tilstrækkeligt grundigt forarbejde til fjernvarmeprojektet, og at bestyrelsen ikke blev informeret tilstrækkeligt," står der blandt andet i redegørelsen, som Odsherred Forsyning har offentliggjort.
Ifølge redegørelsen var det grundlæggende problem, at forarbejdet ikke var grundigt nok.
Set i bagklogskabens lys er det nærliggende, at Odsherred Syd-projektet burde have været aflyst i april 2022, står der. Med de oplysninger, der forelå på det tidspunkt, måtte i hvert fald direktionen have indset, at det indebar en betydelig risiko at fortsætte projektet.
Advokaterne skriver, at det eventuelt bør undersøges nærmere, om direktionen kan drages til ansvar for ikke at have fået lavet en egentlig genberegning af hele projektet senest i april 2022, hvor anlægsudgifterne så ud til at blive fordoblet, og der var risiko for yderligere prisstigninger.
Kritik af økonomidirektør
Særligt kritisk er redegørelsen over for tidligere økonomidirektør Claus Thorsen, som også to gange af cirka ti måneder var konstitueret som adm. direktør, mens direktør Fanny Villadsen var på barsel.
Han fik i april 2022 oplysninger om store prisstigninger, som han ikke gav videre til bestyrelsen. Desuden ændrede han ifølge dokumentet i en præsentation til bestyrelsen, som en anden medarbejder havde lavet, så tallene ikke så alarmerende ud.
Desuden fremgår det, at Fanny Villadsen under sin barselsorlov faktisk sendte en mail til Claus Thorsen, hvor hun efterlyste et "worst case scenario", men at et sådant ikke ser ud til at være blevet lavet hverken dengang eller senere.
Der er flere indikationer på, at direktionen senest ved et bestyrelsesmøde i februar 2023 burde have forholdt sig til, om projektet skulle fortsætte, og at direktionen her forsømte at informere bestyrelsen om den betydelige risiko i projektet. Med "direktionen" menes især Claus Thorsen, mens Fanny Villadsens ansvar er mere usikkert, da hun var på orlov, understreger advokaterne.
De store overskridelser blev først nævnt for bestyrelsen sidst i 2023, men uden at det tilsyneladende blev drøftet nærmere. Alt i alt fik bestyrelsen ikke det korrekte billede af økonomien.
"Ansvaret for dette forhold hviler efter vores vurdering først og fremmest på den person, der frem til 23. august 2023 var konstitueret som adm. direktør," står der i redegørelsen.
Fjernvarmeskandalen i Odsherred
Byrådet gav i efteråret 2021 grønt lys til et fjernvarmeprojekt, der skulle forsyne fem byer i kommunens sydlige del med fjernvarme. Projektet skulle koste 571 millioner kroner, men udgifterne steg efterhånden til 1,6 milliarder kroner.
I januar 2024 blev økonomidirektør Claus Thorsen fyret og senere bortvist.
I marts-april 2024 meldte Odsherred Forsyning ud, at projektet havde oversteget budgettet og blev bremset. Bestyrelsesformanden trak sig, og direktør Fanny Villadsen meldte også sin afgang.
I oktober 2024 år gik Odsherred Varme og moderselskabet Odsherred Forsyning i rekonstruktion med en gæld på 1,5 milliarder kroner i kølvandet på et kollapset fjernvarmeprojekt. Nordea, som er den største kreditor, udpeger rekonstruktøren.
Selv om bestyrelsen ikke blev ordentligt informeret og ikke handlede i ond tro, får den alligevel kritik for at have været for passiv i forhold til den største investering i selskabets historie.
Advokaternes vurdering er, at den manglende interesse for anlægsudgifterne gennem 2023 "kan udløse ansvar for forsømmelse". Der er dog argumenter både for og imod.
Købsinteresse udskyder redningsplan
Redegørelsen fra Bech-Bruun er et bilag til det rekonstruktionsforslag for Odsherred Varme, som skal behandles i skifteretten på tirsdag d. 1. juli. Derimod har rekonstruktørerne bedt om to måneders forlængelse af rekonstruktionen af moderselskabet, Odsherred Forsyning, skriver Sjællandske Nyheder.
Moderselskabets fremtid afhænger nemlig af, hvad der sker, når parterne mødes i skifteretten tirsdag. Men der er også kommet henvendelser fra interesserede købere, oplyser rekonstruktøren til mediet.
- Vi har en forventning om at rekonstruktionsforslaget vedtages, men formelt ved vi det ikke, og før det sker, kan vi ikke lave rekonstruktionsplanen for moderselskabet. Og så skal vi også have afklaret det fremtidige ejerskab af forsyningen, uddyber rekonstruktør Christian Jul Madsen overfor Sjællandske Nyheder.
Han fortæller, at rekonstruktøren undervejs i processen har modtaget henvendelser fra seriøse aktører, der ønsker at købe dele eller hele forsyningen.
- Dem er vi selvfølgelig i dialog med for at høre, hvad det er for en interesse. Det er vi forpligtiget til som rekonstruktør, siger Christian Jul Madsen til Sjællandske Nyheder.
Han ønsker ikke at løfte sløret for, hvem det er, der har vist interesse for at købe forsyningsselskabet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.