GULDBORGSUND: Først på året kostede det en centerchef i Guldborgsund jobbet, at han i november sidste år havde rundsendt en åbenlyst ulovlig instruks til medarbejderne i Familie og Forebyggelse om, at de hver skulle finde besparelser for 100.000 kr.
"Der vil være børn, unge og familier, som fremover ikke vil kunne få hjælp, selvom vi umiddelbart synes, de har behov herfor," stod der blandt andet i mailen, hvor det også blev understreget, at økonomi ikke officielt måtte bruges som argument for at spare støtte væk.
De famøse mails i sagen blev sendt anonymt til Ankestyrelsen, som bad kommunen om en forklaring.
Kommunen svarede, at endnu en mail til medarbejderne havde korrigeret kravet, da centerchefen blev klar over, at hans instruks var ulovlig. Ifølge den nye mail var der kun tale om et servicetjek, som kun gik ud på at ensarte serviceniveauet.
Byrådet valgte at få sagen og meldingerne om et generelt dårligt arbejdsmiljø i afdelingen undersøgt eksternt, og i marts fratrådte centerchefen.
Ulovligt at undgå dobbeltforanstaltninger
Ankestyrelsen mener dog ikke, at der hermed er rettet op på ulovlighederne, fremgår det af en ny udtalelse.
Et krav fra centerchefen var nemlig også, at alle dobbeltforanstaltninger pr. sag skulle stoppes, så der kun kunne laves én foranstaltning pr. sag. Og Ankestyrelsen forstår kommunens svar sådan, at kommunen har fastholdt den instruks.
Og det er ikke lovligt, fastslår Ankestyrelsen:
"Der skal i hver enkelt sag foretages en konkret og individuel vurdering af, om det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, at der iværksættes én eller flere foranstaltninger. Det er på den baggrund Ankestyrelsens opfattelse, at en generel praksis, hvorefter der i alle sager kun kan iværksættes én foranstaltning, vil være
i strid med kravet om en konkret og individuel vurdering," står der i afgørelsen.
Derfor vurderer styrelsen, at kommunen bør genoptage samtlige sager, hvori der siden 17. november 2020 er truffet afgørelse om kun at iværksætte én foranstaltning. Styrelsen beder kommunen oplyse, hvad den vurdering giver anledning til.
Derudover stiller Ankestyrelsen sig tilfreds med kommunens svar og finder ikke grund til at foretage sig yderligere.
Læs afgørelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.