
Borgmestre, der beslutter at forlade deres post, vælger som oftest helt at forlade politik. Men det gælder ikke alle. Både Faaborg-Midtfyn-borgmester Hans Stavnsager (S) og Kolding-borgmester Knud Erik Langhoff (K) vil være på stemmesedlen ved valget til november.
Hans Stavnsager meddelte for et år siden, at han efter snart to perioder som borgmester ikke ønsker at fortsætte efter KV25. Han begrundede det især med frustrationer over, at Christiansborg lover borgerne mere velfærd, end kommunerne får økonomi til at opfylde.
Men den 61-årige politiker har nu besluttet at stille op til både kommunalbestyrelsen og regionsrådet til efteråret, fortæller han til Fyns Stiftstidende. Han forsikrer, at han er helt indstillet på at spille andenviolin i kommunen for den nuværende gruppeformand Anstina Krogh, der er valgt som partiets nye borgmesterkandidat.
- Rollefordelingen bliver, at jeg får nogle enkelte områder, jeg kan få lov at udfolde mig på. Geoparken, som jeg har en stor interesse i at følge, for eksempel. Men i det daglige er Anstina borgmester, og hvis hun engang imellem får lyst til at ringe til mig, er hun velkommen, men jeg kommer ikke til at ringe til hende og give hende uopfordrede gode råd. Det har vi aftalt meget klart, siger han - i forventning om, at det lykkes partiet at beholde borgmesterposten.
Avisen spørger, hvilken partileder Anstina Krogh bør kontakte som den første efter valget, men det afviser han at give gode råd om. Dog vil han gerne anbefale, at man som nybagt borgmester sørger for at få et godt og fortroligt forhold til direktionen og ledergruppen.
Udskiftning i Kolding
I Kolding har den 74-årige borgmester Knud Erik Langhoff (K) kort før jul meddelt, at han ikke genopstiller som borgmester, blandt andet på grund af sin alder, men at han genopstiller til byrådet. Både han og vælgerforeningens bestyrelse anbefaler den 48-årige selvstændigt erhvervsdrivende Christina Foldager som ny borgmesterkandidat.
Om partiet formår at fastholde borgmesterposten efter næste valg, er dog tvivlsomt. De Konservative har for øjeblikket kun to af de 25 mandater i byrådet, mens Venstre har ti, Socialdemokratiet fem og SF fire. I efteråret blev der indgået budgetforlig udenom K og R, og i den forbindelse skiftede et byrådsmedlem fra K til V, så partiet står ret isoleret i byrådet.
Knud Erik Langhoff fik borgmesterposten efter KV21 i en aftale med S, SF og R, efter at Eva Kjer Hansen (V) og Villy Søvndal (SF) begge havde forsøgt at erobre posten. De har siden begge forladt byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.