
EGEDAL: Flere kommuner har indført lønbonusser af forskellig art til pædagoger, som mange steder er en mangelvare. Nu topper Egedal med en aftale med Bupl Nordsjælland om, at samtlige pædagoger i kommunen skal have en fast lønforhøjelse på næsten 500 kr. om måneden - uanset alder, erfaring og titel.
Der er tale om et løft på 3,2 mio. kr., som fordeles med afsæt i et såkaldt Egedal-tillæg til alle, der er omfattet af overenskomsten med Bupl. Tillægget er på 5.500 kr. plus pension årligt. Beløbet ligger over det politisk afsatte beløb og er dermed også en del af den ordinære lønforhandling.
Aftalen er indgået både for at fastholde kommunens kompetente medarbejdere og for at rekruttere nye, dygtige medarbejdere, oplyser kommunen.
- Vores pædagogiske personale udgør en af grundstenene i velfærdssamfundet og vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at holde på dem. Der er stor mangel på pædagogisk personale i hele landet. Det her er første step til at fastholde og tiltrække nye medarbejdere, siger formand for familieudvalget Lasse Nørreskov (S).
Overbud?
Mens Bupl jubler over aftalen, vækker den næppe lige så stor begejstring i nabokommunerne. Flere hovedstadsborgmestre kritiserede i januar, at København og Lyngby-Taarbæk har indgået bonusordninger. I København gives der bonus til forskellige grupper af pædagoger, mens Lyngby-Taarbæk tilbyder 15.000 kr. til nyuddannede pædagoger efter et halvt års ansættelse.
- Den her type ordning kan hurtigt blive til en situation, hvor vi kommuner overbyder hinanden. Det er vi jo ikke interesserede i, for det kan blive dyrt for os. Der kommer jo ikke flere pædagoger af, at vi giver tilskud, sagde fx Gentoftes borgmester, Michael Fenger (K), til TV2 Lorry.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.