Torsdag har KL sendt et brev til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) med ni principper, som KL mener bør være bærende i arbejdet med et nyt udligningssystem.
KL beskriver i brevet, at et velfungerende tilskuds- og udligningssystem er en forudsætning for den kollektive aftalemodel og for, at kommunerne på tværs af landet kan levere den service, som borgerne forventer.
I brevet står der også, at KL gerne bidrager "til det faglige arbejde i Finansieringsudvalget, som skal gå forud for ændringer i tilskuds- og udligningssystemet".
Balance Danmark bakker op
Balance Danmark glæder sig over, at der er bred opbakning bag ønsket om et nyt udligningssystem.
Siden den seneste reform af udligningssystemet tilbage i 2021 har Balance Danmark arbejdet for en bred analyse, der bør omfatte alle aspekter af systemet, herunder udligning, særtilskud og skat.
- Det er klart, at når KL og samtlige 98 borgmestre anbefaler en bred og grundig analyse, så skal det afspejle sig i det kommissorium, som regeringen sidder og skriver på. Det er kommunernes økonomi og velfærd, det drejer sig om, så vi kan ikke forestille os andet, end at kommissoriet nu bliver, som borgmestrene foreslår: Bredt og grundigt, siger Kim Ruberg, formand i Balance Danmark.
Samtidig foreslår Balance Danmark, at Finansieringsudvalget, som ifølge regeringen skal stå for analysearbejdet med henblik på en reform af udligningssystemet, bliver suppleret med eksterne eksperter.
De ni principper, som Kl mener bør være bærende i arbejdet forud for ændringer i tilskuds- og udligningssystemet
Der skal foretages en grundig og bred analyse af hele systemet
Udfordringerne i det nuværende system er strukturelle og på et niveau, hvor mindre justeringer ikke er nok. Der er derfor behov for, at man laver en tilbundsgående analyse af hele systemet, som en reform kan stå på.
Et nyt system skal baseres på et opdateret datagrundlag
Mange aspekter af det nuværende system er baseret på analyser og data, som ikke længere er aktuelle. Det gælder fx de analyser, der ligger bag udregningen af kommunernes udgiftsbehov. Der er behov for, at man i arbejdet med en reform af systemet går grundigt til de analyser og data, som et nyt system baseres på.
Et nyt system skal være baseret på et objektivt og sagligt grundlag
Tilskuds- og udligningssystemet bør hvile på analyser og parametre, som er saglige, valide og upåvirkelige. De kriterier, der indgår i tilskuds- og udligningssystemet, skal derfor i videst muligt omfang være baseret på objektive forhold.
Finansieringssystemet skal give alle kommuner tilstrækkelige finansieringsmuligheder for at kunne levere service
Serviceniveauet i den enkelte kommune skal først og fremmest afgøres af lokale politiske præferencer. Ikke af socioøkonomiske og strukturelle vilkår. Et nyt tilskuds- og udligningssystem skal have som overordnet mål, at alle kommuner skal have mulighed for at kunne levere et rimeligt serviceniveau.
Tilskuds- og udligningssystemet skal ikke flytte for store beløb fra år til år for hovedparten af kommunerne
I de senere år har kommunerne oplevet, at udsvingene i deres finansieringsgrundlag fra år til år er vokset. Det gør det meget vanskeligt at lave en hensigtsmæssig drift og langsigtet planlægning. Et nyt system skal sikre, at hovedparten af kommunerne ikke oplever, at der flyttes meget store beløb fra år til år.
Der skal ikke være 100 pct. udligning, men forskellene mellem kommunerne må ikke blive for store
Det er vigtigt at fastholde kommunernes incitament til at skabe en positiv udvikling i egen kommune, men forskellene kommunerne imellem må ikke blive for store. Et nyt system skal ramme den rette balance i udligningsniveau.
Et kommende arbejde skal have en bred inddragelse af finansieringskilder
Arbejdet med et nyt tilskuds- og udligningssystem skal have et så bredt perspektiv som muligt. Det indebærer bl.a., at alle finansieringskilder kan inddrages i analysearbejdet.
Et nyt system skal løbende evalueres
Det er en kompleks opgave at lave et nyt tilskuds- og udligningssystem. Tilsvarende sker der løbende ændringer i opgavefordelingen, og nye opgaver kommer til. Systemet bør derfor med jævne mellemrum evalueres, så der kan rettes op på eventuelle uforudsete skævheder.
Et nyt system skal være transparent
Kommunerne løser mange og meget forskelligartede opgaver. Derfor er kommunernes finansieringssystem også komplekst og består af en række forskellige finansieringselementer. Men det er blevet vanskeligere at forklare systemet og forudse de ændringer, der opstår fra år til år. Et nyt system bør indrettes, så det er mere gennemskueligt og baseret på tilgængelige data.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.