
ODENSE: En kvindes død på Botilbuddet Fangelvej betyder nu, at den forløbschef, som havde det overordnede ansvar for botilbuddet, er sendt hjem og indstillet til afskedigelse. Det sker efter afsløringer fra TV2 Fyn og kritik fra både Styrelsen for Patientsikkerhed og en ekstern undersøgelse af forløbet.
Det drastiske skridt kommer, efter en kvinde, der led af skizofreni, den 20. maj blev fundet død af sin mor på botilbuddet. Hun døde efter alt at dømme af medicinforgiftning efter et kritisabelt forløb, hvor personalet på botilbuddet ikke reagerede, selvom kvinden flere gange i ugen op til sin død viste tegn på medicinforgiftning.
Forløbschefen havde det overordnede ansvar for at sikre, at botilbuddet havde implementeret de nye retningslinjer og kommunens nye medarbejderhåndbog, hvilket ikke var sket. Da kvinden døde, lå der forældede instrukser på botilbuddet, som skulle have været fjernet allerede i midten af 2018. Fire dage efter kvindens død besluttede forløbschefen at fjerne de gamle instrukser, men den oplysning gav hun ikke videre opad i systemet.
Medarbejderne fik i første omgang det fulde ansvar, og oplysningen om de forældede instrukser blev tilbageholdt.
Styrelsen for Patientsikkerhed har i en rapport rettet hård kritik af forholdene på Fangelvej. Fire medarbejdere på botilbuddet har mistet jobbet på grund af sagen, og yderligere otte har fået en skriftlig advarsel. Flere af sagerne om afskedigelse og advarsler kører nu i det ansættelsesretslige system mellem medarbejdernes fagforeninger og Odense Kommune.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.