AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Karoline Klaksvig, Kasper Sonne og Henrik Juul Kjær er årets tre nye kommunaldirektører.
Varde, Ringsted og Holstebro kommuner

Kun tre kommuner fik ny kommunaldirektør i år

Der var usædvanligt få udskiftninger på de øverste kommunale topposter i 2025. Mindst fire nye er dog på vej.
23. DEC 2025 10.22

2025 blev et umanerligt fredeligt år, når det gælder udskiftning på den øverste ledelsespost i kommunerne. Kun tre nye kommunaldirektører blev det til.

De seneste otte år har det ellers været mellem 10 og 15 kommuner, der hvert år fik ny kommunaldirektør, viser DK Nyts opgørelse. Færrest i årene 2024, 2020 og 2019, som bød på 10 nye. Flest i 2022, 2021 og 2017, hvor der hvert år blev budt velkommen til 15 nye kommunaldirektør.

Men i år blev det altså kun til tre.

Ringsted, Sorø og Varde

I Ringsted blev Kasper Sonne i marts ansat som ny kommunaldirektør, efter at han havde været konstitueret i jobbet siden maj året før, da forgængeren, Mette Jeppesen, blev afskediget.

Undervejs overvejede kommunen en enhedsdirektion med tre ligestillede direktører, men fik af KL at vide, at der skulle være en kommunaldirektør. Det blev så Kasper Sonne.

Næste nye kommunaldirektør fik Sorø 1. maj, da Henrik Juul Kjær blev ansat i jobbet. Han havde været konstitueret, siden Henning Daugaard fratrådte i januar på grund af sygefravær. 

Tredje nyansatte kommunaldirektør var Karoline Klaksvig i Varde i juni. Også hun havde forinden været konstitueret i jobbet, efter at byrådet i april afsluttede samarbejdet med Henning Haahr Pedersen.

Fire på vej

Det står dog klart, at 2026 vil byde på mindst fire nye kommunaldirektører. 

I marts besluttede Gribskovs byråd under borgmester Bent Hansen (V) at fritstille Sascha Volmer Sørensen fra jobbet, fordi man ønskede en anden profil – en beslutning, som mødte kritik fra både en del medarbejdere og flere politikere.

Her valgte man at konstituere Niels Tørsløv for en lang periode og først lade ansættelsesprocessen gå i gang efter KV25, altså nu, så det bliver det nye byråd med den nye borgmester, Trine Egetved (K), i spidsen, der skal stå for ansættelsen.

I starten af december besluttede byrådet i Roskilde at fritage kommunaldirektør Henrik Kolind for tjeneste efter 20 år i jobbet. I stedet er direktør Ane Kristine Christensen konstitueret i jobbet, indtil afløseren er fundet.

Også i december har Odsherreds kommunaldirektør gennem otte år, Claus Steen Madsen, sagt sit job op fra udgangen af oktober 2026. Dermed har kommunens nye byråd og borgmester, Hanne Pigonska (V), god tid til at finde en afløser.

Og endelig blev Næstveds kommunaldirektør, Camilla Nowak, en uge før jul fritaget for tjeneste. Også her er der en ny borgmester fra nytår, nemlig Kenneth Sørensen (V), som sammen med det øvrige byråd skal finde en afløser.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kun-tre-kommuner-fik-ny-kommunaldirektoer-i-aar

GDPR