
Fem byrådsmedlemmer på fire lister i lige så mange kommuner skal ud og finde sig et nyt listebogstav, hvis de vil stille op igen til KV25. Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne har anmeldt sig selv til Indenrigsministeriet for at blive opstillingsberettiget med listebogstavet M.
En bekræftelse på det er en formalitet, og hvis det nye parti også klarer næste hurdle, at blive repræsenteret i Folketinget, er M'et ude af spil for alle andre, når vi kommer til KV25. Landsdækkende partier har forret, uanset hvem der kom først med et bogstav, og uanset om de overhovedet stiller op lokalt.
Det kommer til at gå ud over Per B. Jeppesen og Ole Lindhard fra Skive-Listen, Jens Weiss fra Ærø i Centrum, Annelise Madsen fra partiet af samme navn i Ishøj og Ellen Philipsen Dahl fra Demokratisk Balance på Mors.
Bogstavskift for anden gang
For sidstnævntes vedkommende er det anden gang, hun skal igennem øvelsen. "Vi er SÅ eftertragtede", siger hun sarkastisk til DK Nyt. Demokratisk Balance debuterede ved KV13 med listebogstavet D, som imidlertid blev taget af Nye Borgerlige i 2016, og listen skiftede til M. Midlertidigt viser det sig nu.
- Vi finder et nyt bogstav. Det er ikke bogstavet der betyder noget, det er politikken der gælder, siger hun og tilføjer at det personligt bekommer hende bedre, at det denne gang er Moderaterne hun skal afgivet M'et til, end da det var Nye Borgerlige, der fik D'et.
Skive-Listen har brugt M'et ved to valg, KV17 og KV21, mens Annelise Madsen i Ishøj og Jens Weiss fra Ærø i Centrum først kom på banen som selvstændige M-lister ved KV21.
Ved KV21 måtte to daværende borgmesterpartier, Guldborgsundlisten og nytgribskov, skifte fra G til nyt listebogstav, efter at G'et var blevet taget af Veganerpartiet. Ved KV17 blev foruden Demokratisk Balance på Mors også tre andre valgte lister ramt, da D'et gik til Nye Borgerlige, og samtidig måtte yderligere fire valgte lister afgive Å'et som listebogstav til Alternativet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.