
KØBENHAVN: Et enigt teknik- og miljøudvalg i Københavns Kommune besluttede i aftes at tage alle muligheder i brug for at fjerne en rockerborg i Vanløse, oplyser kommunen.
- Beboerne i Vanløse er med god grund bekymrede over at være naboer til en rockerborg. Alle i København skal kunne føle sig trygge i eget hjem. Derfor skal alle muligheder bringes i spil, og udvalget har givet grønt lys for, at forvaltningen kan forsøge at smide rockerne ud ved hjælp af en gammel servitut, selvom juraen på området desværre ikke er knivskarp, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
Servitutten, som politikerne nu er parate til at tage i anvendelse, siger blandt andet, at grunden ikke må benyttes til erhverv eller anden indretning, der er til ulempe for naboerne.
Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med Økonomiforvaltningen set på muligheden for at forbyde rockerborge i København ved hjælp af ændringer af enten kommuneplanen eller nye lokalplaner. Ingen af redskaberne vurderes at kunne bruges.
Problemet med rockere i beboelseskvarterer er også kendt af andre kommuner. Derfor vil Ayfer Baykal drøfte med overborgmester Frank Jensen (S), hvordan erfaringer fra andre kommuner kan bringes i spil.
Da der ikke er garanti for succes med at smide rockerne ud af Vanløse ved hjælp af servitut, og da ikke alle boligområder i København er omfattet af lignende servitutter, tilsluttede teknik- og miljøudvalget sig også et forslag, der skal medvirke til at stresse rockerne ud af de københavnske boligområder.
- Jeg er glad for de mange forslag, der kan være med til at lægge yderligere pres på rockerne. Mange af forslagene ligger på politiets bord. Jeg er helt enig i, at kampen mod rockerne i bund og grund er en politiopgave. Det er samtidigt vigtigt, at vi i kommunen sikrer ordentlig koordination af vores indsatser på området, hvorfor jeg vil sørge for, at alle borgmestrene involveres i dette arbejde, og vi alle får undersøgt til bunds, hvad vi kan gøre i denne konkrete sag, og hvad vi kan gøre mere generelt i fremtiden, siger Ayfer Baykal.
bi
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.