
Et forslag til Danmarks første havplan, som Søfartsstyrelsen har sendt i høring, bliver bestemt ikke positivt modtaget i Nordvestjylland.
Store dele af den vestlige Limfjord er i planen udlagt til opdræt af muslinger og østers, både på havbunden og med overfladeanlæg. Men kommunerne i området er bange for, at det vil komme til at fylde alt for meget på bekostning af, hvad fjorden ellers bruges til.
Struer Kommune fastslår i sit høringssvar, som i sidste uge blev godkendt af et enigt byråd, at "havplanen slet ikke tilgodeser de værdier og interesser, der er i kommunen".
Helt ude af proportion
"Omfanget af områder til muslingeanlæg er helt ude af proportion og vil være til stor skade for øvrige aktiviteter i Limfjorden," skriver kommunen med henvisning til sejlads, turisme og rekreative værdier, der er tilknyttet fjorden.
Kommunen kritiserer, at der hverken er taget hensyn til sejlads til og fra Holstebro-Struer Havn eller til den rekreative sejlads.
- Det, vi ser fra Søfartsstyrelsen, er en klar ommer, og når vi har godkendt et høringssvar fra Struer Kommune, vil jeg også sætte mig sammen med borgmestrene fra alle de andre kommuner her i den vestlige del af Limfjorden, sagde borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) på byrådsmødet ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
Kommuner mister handlefrihed
I Skive er politikere og forvaltning helt enige.
"Vi oplever ikke, at havplanen i tilstrækkelig grad inddrager kommunen og sikrer vores handlefrihed til at træffe lokale beslutninger. Derfor bør der være flere kompetencer til kommunerne i havplanen. Skive Kommune indstiller derfor, at der indføres en ny kystnærhedszone på søterritoriet med kommunen som myndighed," skriver kommunen i sit høringssvar.
Også Skive undrer sig over, at der ikke er anvist sejlkorridorer til kommunens havne.
Det samme gør Lemvig, som kalder det en fejl, at der ikke er udlagt sejladskorridor til Lemvig Havn. Også Lemvig skriver i sit høringssvar, at det udlagte areal til muslingeopdræt bør begrænses.
Spærrer for anden udnyttelse
Morsø Kommune konstaterer, at muslingeopdræt er en væsentlig aktivitet for kommunen, men havplanens udlægning af områder er for generel og spærrer for anden udnyttelse af områderne, står der i dagsordenen for seneste møde i teknik- og miljøudvalget.
Morsø ønsker en udpegning af områder, der tager hensyn til både næringsstofbelastning og -reduktion, visuel forurening, rekreativ brug af fjorden og naturen i fjorden.
Også Morsø påpeger, at der ikke er udpeget områder til sejlads til fjordens havne, og at det kan have store økonomiske konsekvenser for kommunen.
Se Søfartsstyrelsens udkast til havplan her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.