
GREVE: Mandag aften vedtog Greve Byråd en fratrædelsesaftale med kommunaldirektør Claus Thykjær, fordi byrådet har mistet tilliden til ham. Det oplyser kommunen.
Beslutningen kommer, efter at Thykjær i sidste uge blev fritaget fra tjeneste, da det kom frem, at han havde foretaget private indkøb på et kommunalt kreditkort.
Samtidig godkendte byrådet, at direktør Anne-Sofie Degn er konstitueret som hans afløser indtil videre. Hun har hidtil været direktør for blandt andet teknik & miljø og kultur & fritid.
Desuden blev vicedirektør Nanna Vestereng konstitueret som direktør. Hun havde for nylig sagt op, men har nu trukket sin opsigelse tilbage og meddelt, at hun gerne vil blive i organisationen for at sikre kontinuitet og stabilitet på økonomiområdet frem mod ansættelsen af en ny kommunaldirektør, fremgår det af dagsordenen for byrådsmødet.
Hun vil få ansvaret for økonomi i direktionen, mens fordelingen af de øvrige opgaver aftales internt i direktionen, som udover Anne-Sofie Degn og Nanna Vestereng består af direktør Jakob Thune.
Økonomiinstruks kigges efter
Claus Thykjær har ifølge DR blandt andet købt billetter til ishockey og købt ind i dagligvarebutikker på kommunens kreditkort. Han har selv forklaret til DR, at der er tale om fejl og forveksling af hans eget og kommunens kreditkort.
Ifølge kommunen er Thykjærs transaktioner blevet gennemgået, og fejlene er håndteret. Desuden giver sagen anledning til at kigge på, om der skal ændres noget i kommunens økonomiinstruks. Dette skal vurderes af økonomiudvalget og kommunens revision.
Greve Kommune vil nu indhente tilbud fra tre rekrutteringsfirmaer, som kan hjælpe med at besætte kommunaldirektørposten permanent. Desuden skal der nedsættes et ansættelsesudvalg. Kommunen regner tidligst med, at rekrutteringsprocessen kan sikre ansættelse fra 1. november.
mh / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.