
Siden 2021 har kommunerne kunne søge statspuljemidler til deres borgerrådgiver, men med årets udgang forsvinder den mulighed, fordi puljen på i alt 135 mio. kr. udløber.
Puljen var en del af finansloven for 2021, og den rettede sig særligt mod de kommuner, der ikke i forvejen havde en borgerrådgiverfunktion. Kommuner, der i forvejen havde én, kunne dog også søge til en styrkelse af funktionen.
I løbet af perioden var der i 2021 afsat 30 mio. kr. og de efterfølgende år til og med 2024 35 mio. årligt. Med bortfaldet af støtten fra næste år, skal kommunerne tage stilling til, om og hvordan borgerrådgiverfunktionen skal opretholdes.
Holstebro Byråd har fx besluttet at finansiere ordningen med egne midler for at beholde borgerrådgiveren permanent, oplyser kommunen. Ordningen har siden 2022 været betalt med de statslige puljemidler, og den har haft stor værdi, lyder det.
- Vores uafhængige borgerrådgiver Vibeke Hother og hendes forgænger i stillingen har gjort det nemmere og mere trygt for mange borgere at henvende sig, finde vej i kommunens systemer og forstå dens afgørelser. Derfor er vi i byrådet enige om at fortsætte ordningen efter årsskiftet, hvor de statslige puljemidler bortfalder, siger borgmester H.C. Østerby (S).
I Holstebro er borgerrådgiveren ansat af og refererer til byrådet og er dermed uafhængig af forvaltninger og afdelinger.
Tre kommuner deles
Også i Nordfyns Kommune har borgerrådgiveren været fuldt finansieret med puljumidler fra staten og med udsigt til, at midlerne næste år forsvinder, har kommunen lavet en samarbejdsaftale med Assens- og Middelfarts Kommune om fremover at dele to borgerrådgivere. Det fremgår af et referat fra et kommunalbestyrelsesmøde i Nordfyn sidste måned.
Aftalen forudsætter ansættelse af to fuldtidsansatte borgerrådgivere, der skal dække de tre kommuner, og Assens skal være driftskommune for funktionen, mens der er sikret en ligelig tilknytning til de andre kommuner. Der er således krav om fysisk tilstedeværelse i alle tre kommuner.
I Nordfyns kommunalbestyrelse stemte De Radikale, De Konservative, DF, DD og SF imod samarbejdsaftalen, da partierne ønskede en egen borgerrådgiver i kommunen.
- Vi er skeptiske overfor, at hun lige pludselig skal sidde med sager fra andre kommuner. Der er rigeligt brug for borgerrådgiveren på Nordfyn. Jeg synes, det er en uheldig timing, siger Anders Thingholm (K) til Fyens Stiftstidende.
Af referatet fremgår det, at flertallet mener, at de tre kommuner med aftalen får samdriftsfordele i forhold til fx årsberetning, dokumentation, statistik for henvendelsesmønstre og kompetanceløft af kommunernes sagsbehandlere.
- Det var jo ikke givet, at vi skulle bevare funktionen. Hvis vi bare ville have været af med borgerrådgiveren, så havde det da været det nemmeste at sige, at vi ikke havde råd til at fortsætte stillingen, siger formand for børn- og ungeudvalget Kasper Solberg (S) til Fyens Stiftstidende.
Den samlede udgift til en borgerrådgiverfunktion med to fuldtidsansatte rådgivere vil være 1,8 mio. kr. årligt. Fordelt ligeligt bliver det for hver af de tre kommuner en udgift på 600.000 kr. for det, der svarer til 2/3 borgerrådgiver. Ansættelserne af de to borgerrådgivere kræver godkendelse i alle tre kommuners kommunalbestyrelser.
Se udkast til samarbejdsaftalen mellem de tre kommuner her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.