
Da Plejefamiliernes Landsforening (PLF) i tirsdags offentliggjorde at den boykotter seks kommuner, stod de involverede kommuner tilbage med lige dele forundring og ærgelse.
Der er tale om Assens, Langeland, Norddjurs, Randers, Morsø og Jammerbugt kommuner, som ifølge PLF, indenfor de senere år pludseligt har flyttet anbragte børn væk fra deres plejefamilier. En metode som foreningen kalder clean cut.
Foreningen skriver, at kommunerne har gjort det uden den fornødne faglige hensyntagen til børnene.
Nogle af de seks udpegede kommuner har allerede et samarbejde med landsforeningen, mens andre ikke har det største kendskab til den. Fælles for de seks kommuner er dog at de ikke forstår plejefamiliernes beslutning om at boykotte, og udtrykker i stedet et ønske om at foreningen havde valgt at indgå en dialog.
Har allerede prøvet
Nu svarer Inge Neander, formand i Plejefamiliernes Landsforening, på kommunernes forundring.
I et interview til DK Nyt fortæller Inge Neander, at foreningen allerede har forsøgt dialogens vej, inden den besluttede at boykotte.
- Vi har prøvet dialog, og der har også været rigtig meget dialog med mange af kommunerne, hvor der bare ikke er kommet noget handling, og det er det, vi håber, der kommer nu, siger hun.
Når I som forening beslutter at indføre de her boykot, så er det vel også med en eller anden forudsætning om, at I gerne vil have noget ud af det:
- Vi vil gerne have en god dialog med kommunerne omkring vilkårene for plejebørn og plejefamilier. Derfor er vi jo nødt til at gøre det her, for at starte (dialogen, red.) op og sige, hvad er det I byder plejefamilierne, og hvad er det I byder plejebørnene, siger hun.
- Lad os få en dialog om, hvordan de kontraktlige forhold ser ud, hvordan ser jeres (kommunernes, red.) håndbog ud, hvor mange anbringelser har I, og hvad tænker I, I kan gøre bedre, uddyber Inge Neander.
Forstår ikke kommunernes forundring
Inge Neander kan ikke forstå, at de seks kommuner også savner dialog den anden vej.
- Der er ikke nogen (kommunerne, red.), der har ringet til os tidligere og sagt, at nu vil vi godt lige snakke om, hvordan det går. Selvfølgelig har vi været ude hos nogle af kommunerne og talt med dem om nogle specifikke sager, siger hun.
- Og jeg må bare sige, at vi tit får at vide, at de (kommunerne, red.) ikke kan gå ned i en enkeltsag, og at vi skal holde os på et overordnet plan. Nu vil jeg da også sige, at vi ikke går ned i enkeltsager, for vi skal ikke hænge nogen af vores medlemmer ud i pressen, eller nogen andre steder. Så nu prøver vi at holde det på et overordnet plan, uddyber hun.
Inge Neander vil have mere dialog med kommunerne og hun understreger at det handler om plejebørnene. Derfor er hun sikker på, at der bliver fundet en løsning.
- Kommunerne skal være i dialog med os, omkring deres forhold, og størstedelen af dem er allerede i dialog med os nu. Og så er jeg sikker på, at vi finder en løsning på det. Det handler om, at vi skal have trygge og stabile anbringelser for vores plejebørn, understreger hun.
Du kan lytte til hele interviewet med Inge Neander i DK Mediers nyhedspodcast KORT FORTALT. Podcasten er tilgængelig fredag kl. 12
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.