HOLSTEBRO: I forrige uge kom det frem, at den selvsamme chef i to ansættelser har stået bag temmelig direkte og skriftlige opfordringer til at stoppe for sociale anbringelser af spareårsager - i både Holstebro og Guldborgsund.
Nu har Holstebros direktør for Børn og Unge Susanne Ebdrup indskærpet over for den nye leder af familieafdelingen, at der ikke skal være tvivl om, at barnets tarv altid skal være styrende for indsatserne.
I januar kom det først frem i Guldborgsund, at den pågældende centerchef, Mads Larsen, per mail indirekte havde truet sagsbehandlerne på deres job, hvis ikke de hver især sørgede for at spare 100.000 kr. på deres sagsstammer.
Den åbenlyst ulovlige mail blev kort efter erstattet af en mere modereret udgave, men en anonym henvendelse til Ankestyrelsen førte til en ekstern undersøgelse, der siden har afsløret en splittet organisation og manglende faglig tillid blandt sagsbehandlerne til deres mellemledere.
Endnu et blæs i fløjten
Få uger efter viste det sig, at Mads Larsen i sit tidligere job i Holstebro har haft en praksis, der ligner, da det var sparetid her. Her lød det i april 2020 blandt andet i en mail til sagsbehandlerne i familieafdelingen: "Der bliver derfor stop for nye anbringelser, nye aflastninger og nye eksterne indsatser i april, medmindre det er absolut akut, og alt andet er afprøvet".
I februar 2021 - hvor sagen fra Guldborgsund var kommet frem og blev omtalt i landsdækkende medier - kom der så også fra en ansat i Holstebro en anonym henvendelse til Ankestyrelsens whistleblowerordning, der på den baggrund bad byrådet her om en udtalelse. Den anonyme beskrev, hvordan Mads Larsen også skulle have fået støtte af sin chef, Søren Buch, der var familie- og dagtilbudschef.
På sit møde i sidste uge nikkede byrådet til Susanne Ebdrups redegørelse, der beskriver, hvordan Mads Larsen ad flere omgange dekreterede stop for visitation til nye anbringelser og aflastninger. Samtidig har han senere blødt lidt op i formuleringerne og understreget, at det blot gjaldt om at "forsøge" at finde besparelserne.
Ikke skøn under regel
Ebdrup oplyser i svaret til Ankestyrelsen til sidst, at:
"vi i Holstebro Kommune i foråret 2020 havde et særligt fokus på styring og økonomi på rådgivningsområdet, og jeg har ved flere lejligheder hørt den daværende Familie- og Dagtilbudschef redegøre for drøftelserne, hvor han har understreget, at økonomien aldrig må tilsidesætte den professionelle dømmekraft og lovmedholdelighed, men at han har appelleret til den enkelte rådgivers medledelse ikke kun på faglighed, men også på økonomi.
Der skal fra min side ikke herske tvivl om, at vi tilstræber ikke at sætte skøn under regel i Holstebro Kommune, og der skal heller ikke være tvivl om, at barnets tarv altid er styrende for indsatserne. På baggrund af Ankestyrelsens henvendelse har jeg gentaget dette over for den nye ledelse af familieafdelingen."
Mens Mads Larsen altså gik videre i et nyt job i Guldborgsund, hvor han senest er blevet afskediget, er heller ikke Søren Buch længere i Holstebro, men fik til nytår nyt job som koncernchef i Skanderborg.
At man ikke må sætte "skøn under regel" betyder: At forvaltningen ikke må afskære eller kraftigt begrænse sit skøn ved internt fastsatte retningslinjer for forvaltningssagernes behandling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.