
NORDFYN: Plejefamiliernes Landsforening (PLF) vil ikke acceptere, at kommuner anvender en metode kaldet "clean cut," hvor kommunen uden varsel fjerner et barn fra sin plejefamilie.
Den udskældte metode er en af grundene til, at foreningen tilbage i maj besluttede at boykotte seks kommuner. Andre årsager til, at en kommune kan blive boykottet, er, hvis kommunerne har vedvarende mangelfuld sagsbehandling på anbringelsesområdet samt manglende vilje til at indgå dialog med PLF.
Nu har foreningen besluttet også at boykotte Nordfyns Kommune. Beslutningen skyldes, at kommunen i sidste uge anvendte clean cut-metoden og fjernede et to-årigt, anbragt barn fra barnets plejefamilie uden at varsle plejefamilien først.
- Det er yderst beklageligt, at Nordfyns kommune nu kommer på vores røde liste over kommuner, der flytter anbragte børn væk fra deres plejefamilier uden den fornødne faglige hensyntagen til børnene, siger formand for Plejefamiliernes Landsforening, Inge Neander, i en pressemeddelelse.
Vakte forundring
Da PLF boykottede de seks kommuner Randers, Morsø, Norddjurs, Assens, Langeland og Jammerbugt tilbage i maj, vakte beslutningen forundring.
Udvalgsformænd og direktører i de seks kommuner fortalte blandt andet til DK Nyt, at de også savnede dialog den anden vej, og flere af kommunerne kendte desuden ikke til begrebet clean cut.
Men trods forundring fra de ramte kommuner fastholder Plejefamiliernes Landsforening at benytte sig af boykot, hvis en kommune gør brug af clean cut, har mangefuld sagsbehandling og manglende vilje til at indgå dialog med foreningen.
Inge Neander fortalte til DK Nyt, at formålet er at skabe mere dialog med de ramte kommuner.
- Vi vil gerne have en god dialog med kommunerne omkring vilkårene for plejebørn og plejefamilier. Derfor er vi jo nødt til at gøre det her for at starte (dialogen, red.) op og sige, hvad er det, I byder plejefamilierne, og hvad er det, I byder plejebørnene, siger hun.
- Lad os få en dialog om, hvordan de kontraktlige forhold ser ud, hvordan ser jeres (kommunernes, red.) håndbog ud, hvor mange anbringelser har I, og hvad tænker I, I kan gøre bedre, uddyber Inge Neander.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.