Halvdelen af ledige over 50 år oplever, at deres alder betyder, at de løber panden mod en mur, når de søger job. Det viser nye tal i en evaluering af den såkaldte seniorpulje i årene 2018-2021.
49 pct. af respondenterne i evalueringen har svaret, at de har oplevet at blive valgt fra på grund af deres fødselsdato, mens 44 pct. har erfaret, at det er svært at finde job, hvis de ønsker at skifte branche.
De vurderer selv, at de har behov for at få kvalificeret deres jobsøgning, og de, som overvejer at skifte branche, mangler netværk i andre brancher og inspiration til at bruge deres kompetencer i nye sammenhænge.
De fem projekter
Evalueringen dækker fem projekter, som har fået støtte fra seniorpuljen. Det er
- "Hurtigere i job" - Magistrenes A-kasse for højtuddannede i Østdanmark
- "Dit næste job" - FTF's a-kasse i samarbejde med Jobcenter København
- "Velfærdsprofessionelle seniorer m. nye kompetencer" - Din Sundhedsfaglige A-kasse, landsdækkende
- "Uddannelse og job" - 3F Søhøjlandet i samarbejde med AOF og lokale jobcentre i Midtjylland
- "Afklaring, handling, arbejdsmarked" - 3F Aalborg i samarbejde med AMU Nordjylland, Tech College og Jobcenter Aalborg.
Særligt vigtige punkter
Ifølge evalueringen er det de samme værktøjer og metoder, som har dokumenteret effekt i beskæftigelsesindsatsen, der også virker for ledige over 50 år. Men rapporten nævner en række opmærksomhedspunkter, der har vist sig særligt vigtige på tværs af de fem projekter. Det er:
Rekruttering af de ledige over 50 år, som er i størst risiko for langtidsledighed
- Personlig kontakt med henblik på at motivere de ledige, der jf. a-kassens kendskab til dem er i risiko for langtidsledighed, til at deltage i et forløb målrettet seniorer.
- Informationsmateriale om forløbet, der taler ind i målgruppens oplevede barrierer og fremhæver muligheden for at møde andre i samme livsfase.
I tilrettelæggelsen af forløb for seniorer har det vist sig særligt vigtigt at
- Både anerkende og udfordre de ledige seniorer, der oplever deres alder som en barriere for at de kommer i job. Ved at træne deltagerne i at se deres kompetencer og arbejdserfaringer i et fremadrettet perspektiv og i at ’modbevise’ omverdenens negative forventninger til medarbejdere på over 50 år rustes de til en mere effektiv jobsøgning.
- Fokusere på seniorernes ressourcer, fx i forhold til at dele branchekendskab, netværk mv. og som sparringspartnere for hinanden. Der skal derfor være rum og tid til, at seniorerne kan dele erfaringer og spejle sig i andre i samme livsfase for at opnå synergi og genfinde troen på deres muligheder for job.
- Give seniorerne en brush-up på jobsøgning – både cv, ansøgning og jobsøgningsstrategi. Særligt i forhold til at sikre større gennemslagskraft i præsentationen af deres personlige og faglige kompetencer, italesætte uformelle kompetencer, søge bredere samt bruge digitale jobsøgningsværktøjer.
- Integrere tilbud om kompetenceløft i forløbet. Selvom de ledige seniorer er mere motiverede for job end for uddannelse og opkvalificering, er det særligt for ufaglærte eller kortuddannede seniorer relevant at tilbyde fx besøg eller snusepraktik på uddannelsessteder. Det bør så vidt muligt suppleres med tilbud om afklaring af praktiske og økonomiske forhold ved yderligere uddannelsesløft.
- Have særlig opmærksomhed mulige brancheskiftere. En stor del af de ledige seniorer overvejer brancheskift. Bl.a. fordi de oplever skiftet som nødvendigt for, at de overhovedet kan blive på arbejdsmarkedet. Beslutningen er vanskelig og vanskeliggør også jobsøgningen, bl.a. fordi de kan mangle netværk og kompetencer. Det er derfor vigtigt at understøtte ledige, der overvejer brancheskifte.
- Afklaring af, hvad eventuelle helbredsproblemer betyder i forbindelse med brancheskift.
Regeringen fremsætter onsdag et lovforslag, der betyder, at arbejdsgiver ikke må bede om at få oplyst ansøgeres alder, når de slår stillinger op. Lovforslaget udspringer af trepartsaftalen fra efteråret 2021, der skal bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft.
- Det vil forhåbentlig betyde, at ansøgningen bliver læst, og man kan komme i betragtning og ikke risikere at blive frasorteret med det samme i ansøgerbunken, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
- Næste skridt er, at jeg vil mødes med de relevante aktører på området og drøfte, hvordan vi kan skabe bedre rammer for at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.