
NORDFYN: Det er efterhånden meget klart, hvad Plejefamiliernes Landsforening (PLF) mener om en metode, foreningen kalder clean cut. En metode, hvor plejebørn uden varsel fjernes fra deres plejefamilier.
I maj besluttede foreningen nemlig at boykotte seks kommuner for brug af metoden og derved fraråde plejefamilier et videre samarbejde med kommunerne.
I august boykottede PLF også Nordfyns Kommune. Sagen drejser sig om en tvangsfjernelse af en dengang 19 måneder gammel dreng fra sin plejefamilie.
Efterfølgende har foreningen undersøgt sagen sammen med plejefamilien, og nu har PLF besluttet at forberede en politisag mod kommunen. Det skriver TV 2 Fyn.
Politianmeldelsen skyldes, ifølge mediet, at PLF sammen med familien har sendt krav til Nordfyns Kommune om erstatning for fejl, de mener, er begået. Men det er erstatningskrav, som kommunen ikke anerkender.
Er uforstående
Det er en overrasket direktør for Børn og Unge i Nordfyns Kommune, Karsten Poulsen, som overfor mediet afviser at kommunen har begået fejl i sagsbehandlingen.
DK Nyt har også tidligere berettet at de seks kommuner som blev boykottet i maj måned, alle var forundrede over PLF's beslutning.
For bl.a. Assens og Langeland Kommune var reaktionen dengang en ærgerlig fornemmelse og frygt for, at boykottene vil skabe unødvendig utryghed hos plejefamilierne. Formand i Børne- og Ungeudvalget i Norddjurs Kommune Aleksander Myrhøj (SF) udtalte, at han oplevede det, som om "at der er nogen, der bare gerne vil stå og slå på tromme."
Formand for PLF Inge Neander er dog ikke enig i, at foreningen optrapper en konflikt med varslet om en politianmeldelse.
- Det er tid til at sætte foden ned over for kommunen. Og kommunerne generelt. De har ikke behandlet vores medlemmer ordentlig, der er bare ingen, som tør stå frem og fortælle om det. Men nu skal der ske noget, siger Inge Neander til TV 2 Fyn.
I alt syv kommuner er siden maj blevet boykottet af Plejefamiliernes Landsforening. Det er Randers, Morsø, Norddjurs, Assens, Jammerbugt, Langeland og Nordfyns Kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.