dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ministerium vinder klagesag mod satirehjemmeside og overtager domæne

Domænet beredskabsministeriet.dk var en satireside, indtil ministerium klagede, vandt sagen og fik domænet.
8. MAJ 2025 6.25

Indtaster du beredskabsministeriet.dk i din browser, kommer du ikke længere ind på en satirehjemmeside om zombier og beredskab. Du kommer rent faktisk til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs officielle hjemmeside.

For i midten af februar vandt Beredskabsministeriet, som det ofte omtales, en klagesag mod en unavngiven person bag satirehjemmesiden ved Klagenævnet for Domænenævne.

Her fik personen fire uger til at overføre domænenavnet til ministeriet.

Jyllands-Posten beskrev tilbage i januar, hvordan ministeriet ikke havde haft held til at få personen til at overdrage domænet af egen fri vilje. Derfor endte sagen i klagenævnet, der gav ministeriet medhold i dets klage.

"Ministeriet valgte at indbringe en sag for klagenævnet, fordi domænenavnet efter ministeriets opfattelse kunne give anledning til forveksling med ministeriets officielle hjemmeside", oplyser Beredskabsministeriet i en skriftlig kommentar.

Ministeriet hæfter sig ved, at ministeriet af "mange danskere" omtales Beredskabsministeriet i hverdagssprog frem for det fulde navn.

"Det er vigtigt, at danskerne, uanset om de søger på beredskabsministeriet.dk eller mssb.dk, kan finde os og kan komme i kontakt med ministeriet. Den vurdering var klagenævnet enige i."

To domæner til samme side

Domænet mssb.dk fører til den hjemmeside, som ministeriet hele tiden har haft, og som man nu også videreføres til gennem beredskabsministeriet.dk.

Af afgørelsen fra klagenævnet fremgår det, at ministeriet har fået medhold i klagen, blandt andet fordi at der er en "meget væsentlig offentlig interesse" i, at domænenavnet er reserveret til ministeriet.

Det skyldes, at "offentligheden har en klar og beskyttelsesværdig forventning om at kunne komme i kontakt" med ministeriet gennem beredskabsministeriet.dk.

Den nu tidligere indehaver af domænet har i sagen blandt andet gjort gældende, at personen ingen interesse havde i at vildlede borgere i Danmark.

Personen har også oplyst, at beredskabsministeriet.dk blev valgt, fordi ministerietforzombieapokalyptiskescenariersikkerhedogberedskab.dk virkede "uforholdsmæssigt langt".

I oktober blev domænenavnet mzsb.dk registreret af en anonym person. Det har Beredskabsministeriet også klaget over og påpeget, at det måtte være den samme person, der stod bag, fordi domænet lægger sig tæt op ad mssb.dk og kan forveksles.

Men her har ministeriet ikke fået medhold.

Personen bag mzsb.dk har gjort gældende, at personen intet havde at gøre med beredskabsministeriet.dk, men oprettede det andet domæne, fordi personen fandt satirehjemmesiden underholdende.

Går man ind på mzsb.dk, fremgår det, at "denne hjemmeside er under konstruktion". Tidligere førte den videre til beredskabsministeriet.dk.

/ritzau/

Red. Kl. 11.24 Fire nederste afsnit omskrevet efter Ritzau er blevet gjort opmærksom på, at det fremgår af en klagesag, at personen bag mzsb.dk ikke er den samme person, som er bag beredskabsministeriet.dk, hvilket ministeriet ellers antog i sin klage.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ministerium-vinder-klagesag-mod-satirehjemmeside-og-overtager-domaene

GDPR